Besøg os

Moesgård Museum, Odder Museum og Vikingemuseet byder året igennem på et væld af oplevelser for hele familien - inde på museet, ude i landskabet og rundt omkring i byrummet i Aarhus og Odder.

Både Moesgård Museum og Odder Museum ligger i naturskønne omgivelser, hvor man ud over udstillingerne også kan nyde den skønne natur med masser af plads til at være aktiv og til afslapning. 

Moesgård Museum ligger på herregården Moesgård og er museum for arkæologi og etnografi. Odder Museum er lokalmuseum med fokus på nyere tids historie og har til huse i flere bygninger samlet omkring den gamle Odder Vand- og Dampmølle.

Vikingemuseet ligger i kælderen under Nordea på Skt. Clemens Torv i Aarhus, tæt ved domkirken og midt i det pulserende byliv. Med udgangspunkt i arkæologernes fund fra netop det sted, hvor museet ligger, fortæller udstillingen om byens ældste historie - om vikingernes Aros.

Moesgård Museum og Odder Museum er fusioneret

I 2011 er Moesgård Museum, der i forvejen var ansvarlig for Vikingemuseet, fusioneret med Odder Museum - og der er således formelt tale om ét museum med tre udstillingssteder.

Alle tre steder er officielt samlet under navnet Moesgård Museum. Dog har hvert sted sit helt eget særkende, sine egne aktiviteter og sin egen historie at fortælle, og derfor bruger vi fortsat stedernes eget navn i hverdagen.